blå taburet

der er langt til stranden
men ikke særligt langt til dit hav
du strækker dig i sandet
sygner hen som en forkynder
der pludselig tav
efter at have prædiket
sit absolut mest meningsfulde ord
er du ét med det element du er i
det er det dyb din skønhed bebor

jeg spør om du vil ha en is
eller en anden form for kølighed
du ser uforstående op fra strygebrættet
og bliver  ufortrødent ved
med at stryge dine bluser dine blonder
den skal der bær perlen frem
jeg undrer mig og tænker
det var pokkers
der er langt til stranden
og jeg svømmer i dit hav

der er langt til stranden
og jeg svømmer i dit hav

vi sidder i bilen og bevæger os
i en stilhed der siger langt mer end ord
passerer enge med køer i flok
og jeg ved du ser det samme
som jeg ved jeg tror
det stærkeste hus i ulvens pust
er hverken af strå ler eller sten
det stærkeste hus det rare hus
er det hus der beboes af mere end en

det kan være der myldrer
små bitte pusselanker
rundt på stuens blanke gulv
det kan være du har en finger til hver læk
men hvad med det 11. hul
du kan sagtens klare det hele selv
behøver ingen er på bunden alene alligevel
der er bare lige det at bevæge sig
i stilhed mere end ord det kan du ikke selv
stilhed mere end ord
ka du ikke selv

du har sat din ene fod
til hvile på en blå taburet
sådan strækker du dig ud
og jeg ærgrer mig ved det ikke er nat
men bare en høj og lys dag
hvor vi har travlt med alskens huslige gøremål
vi skal have vasket og skuret badet drengen
og brændt en masse affald på et bål

i kirken stod dit lys så skarpt
så jeg måtte indse
for altid at måtte leve plettet blind
og dog så blænder lyset endnu mere
når det er gennem huden det trænger ind
jeg tænker du skal have en blomst
mens jeg støvsuger endnu et spind i mit net
det blir ved tanken
og du har din ene fod på en blå taburet

du har din ene fod
på en blå taburet

på knagen hænger vinterfrakken så livløs
som om vinteren aldrig kom
det ville i og for sig være ok
al den mørke og kulde
tapper jo kroppen helt tom
men dog for igen at blive fyldt
af alt der venter under løvets tæppe hi
det minder os om at alting igen er begyndt
langt før det er forbi

hvis ikke bægeret ind imellem tømmes
er det ikke til at hælde noget i
dør om dør bor de glæden begejstringen
og den dybe melankoli
måske du banker på dem begge
og jeg står der og ser det er som om
du har taget frakken på og er dén vinter
hvor var det godt du kom

hvor var det godt du kom

var det efterårs albums titelnummer (2005), også skrevet der. Temaet må efterhånden være ved at vinde genklang, tosomhedens længselsfulde sug, her registreret gennem overvågningskameraer både inde og ude. Jeg kan rigtig godt lide sounden på det her take, indspillet live i Isterhus hos Jon, det nummer på kuglen med mest musisk kommunikation og følgelig også nogle smuttere. De har nu aldrig generet mig, ved godt nogen kan have det anderledes. Niels’ John Berry hyldest, der døde kort inden dubbet, er ….. eklatant.