fra albummet Engang var vi virkelige aber (2008), er skrevet et af de værste år i mit liv (foreløbig som Homer Simpson ville understrege) – 2005. Dette både fordi jeg skulle opleve at mine to ældste skulle flytte til Grønland med exen og hendes nye mand og jeg få diagnosen lymfekræft. Sangen er rent terapeutisk og skrevet inden diagnosen – og som en af de få er teksten kommet før musikken. Toget hentede og bragte i Tønder, hver 3. weekend, i Fuglebjerg var bonusfaren kommunaldirektør og HADsund beskriver desværre alt for godt den altoverskyggende følelse mellem mig og exen gennem skilsmissen, der strakte sig over 10 ja vel nærmere 15 år! Jeg mener, flytte sine børn længst muligt væk fra en far der vil dem siger vel alt. (Det er nu lykkeligvis forbudt!) Had er virkelig grimt og har det først fået fæste i sjælen er det, ganske som kærlighed, tæt på at være uslukkeligt. Underspillet med en monotoni i Jons simple beat, der underbygger håbløsheden og de evigt forpuppede bad vibes og en bas der driver det hele og viser hvorfor jeg håber at reinkarnere som bassist!