1) skutter mig til det bli’r morgen

skutter mig til det bli’r morgen

sort ravn
blev helt sølet til i mudder
sig dit navn
og jeg skal sige dig
hvem jeg er

gang på gang
lange nætter må jeg vandre
nattens skygger
knapper jakken tæt

og jeg venter
og jeg skutter mig
skutter mig

til det blir morgen
 
der er altid lys
i visse vinduer
altid skodder
for hvor du bor
 
nattens himmel
jager mod mørket
og jeg skodder
endnu en cigaret
 
og jeg skutter mig
til det blir morgen
 
hvid klovn
dansende mod mørket
en skæbneskygge
i en trist ballet
 
nattens himmel
jager mod mørket
og jeg tænder
en sidste cigaret

første gang med på …og hans løkke’s Hvordan og Hvorledes (2002). Sangen er skrevet i efteråret 1998 en eftermiddag ved spisebordet på Billesborgvej i Herfølge. Jeg husker mit livs udkårne vimse rundt i al sin skønne tilstand og mig i en lettere melankolsk stemning, ventende neden for hendes vindue. At være i samme rum, både fysisk og mentalt og alligevel savne hinandens selskab, betegnede meget vores relation og det grundvilkår vi alle er underlagt: at vi på bunden kun er os selv og vi er der i en ensomhed der meget favnes i den nordiske melankoli. Det vellykkede groove placerer den som åbner.