Scrapbog
Kættersk på den fede måde
En personlig anmeldelse Af Niels Møller
Hans Løkke: Kætternes Parade
Album, maj 2024
Hej, du gamle.
Tak for et herligt lyt på Kætternes Parade. Her en slags anmeldelse, som tager opgaven med at give ærlig kritik (som du har bedt om) alvorligt. “En slags” fordi du jo også er min ven, og derfor skal jeg ikke lade som om det er en upersonlig kritik. Det betyder også at det bør stå helt klart fra begyndelsen at jeg som bekendt er fortrolig med referencerne til Waits, Dylan, C. V. og Dissing. Det er konteksten, og jeg deler som bekendt din kærlighed til disse giganter. Anmeldelsen skal forstås som en kommentar til noget der ligger inden for de traditioner, med selvfølgelig opmærksomhed om de særlige Løkkeske unika som du med finurlighed, humor og vemod disker op med. Så for at det nu skal lyde som en anmeldelse som faktisk retter sig udad mod offentligheden, skifter jeg omtalen af dig som sanger og sangskriver fra 2. til 3. person.
Og så er det nok lige på sin plads at starte med en disclaimer til læseren. Hvis du er, eller aspirerer til, at blive medlem af Hifi-klubben fordi du, for eksempel, går entusiastisk op i forholdet mellem signal og støj, eller fordi du måske er pernittengrynet optaget af at minimere signaltabet i kablerne mellem din (sikkert meget dyre) stereoforstærker og dine (nok også meget dyre) højttalere; så vil jeg råde dig til at gå i en stor bue uden om Hans Løkkes nye album, Kætternes Parade, som fra i dag er tilgængelig på alle streamingtjenester. Her er en tvivlsom signal/støj-ratio en dyd, og Kætternes Parade kommer næppe til at være det album du lige hiver frem for at overbevise dine gæster om kvaliteten af dit hifi grej.
Kætternes Parade er rusten, lofi og sensibel, og, i det fleste tilfælde, et levende eksempel på at less is more. Sangene fremstår i hovedsagen minimalistiske og rudimentære, og dermed lægger pladen afstand til de noget større armbevægelser på forgængeren Tog til Kathmandhu (2021). Klicheen “hudløs” er faktisk ikke en kliche her: det er ikke en smertefri lytteoplevelse, og lytteren risikerer at pådrage sig sjælelig asfalt-eksem. Det er dog værd at tage med.
Albummet føjer sig til en rig tradition hvor sangskrivere trækker sig tilbage fra verden og isolerer sig med en mikrofon og et rudimentært audio-setup. For mig rummer den tradition klassikere som mit yndlings Springsteen-album Nebraska (1982), Bon Ivers For Emma, Forever Ago (2007), og selvfølgelig McCartneys selvbetitlede post-Abbey Road statement McCartney (1970). I den tradition må man forvente upolerede gulvbrædder og de deraf forventelige splinter i tæerne, og det findes der da også rigeligt af på Kætternes Parade, på både godt og ondt. Nogle af dem hjælper lytterens ører til at komme tættere på dybden i de fine sange. Der er også nogle af dem som kommer til at stå lidt i vejen.
Kætternes Parade åbner med ørehængeren Inuit. Domineret af shamanistiske trommer og åndesange i kombination med det frygtløse, dissonante trædeorgel, er den ikke til at komme udenom som den skramler veloplagt og højrøstet ud over indlandsisen. En oplagt lead single.
En stærk kandidat til at være mit yndlingsnummer på pladen er I dag er det i morgen jeg gik og var så bekymret for i går. De ni minutter og syvogtredive minutter som sangen spiller, er ikke et sekund for meget, om ikke af andre grunde, så bare fordi det her lykkes Hans at finde ikke mindre end 25 rim på “i går” (i rækkefølge: hår, år, forstår, forgår, består, dåre, forestår, formår, hvornår, potteskår, sabbatår, skydeskår, banesår, sommerhår, pudevår, Vingegaard, kår, sår, lår, når, står, vår, genopstår, misforstår, kaffetår). Det er sådan noget sangskrivere kan nørde pænt meget over. Der er dog mange andre grunde. Produktionen er minimalistisk med en gennemgående kontrabas over et lofi beat loop, krydret med små mærkelige indslag af elektrisk guitar og en umisforståelig demonstration af hvor meget et trædeorgel faktisk kan overstyres. Til den læser som spørger, “jamen, hvor meget kan det da overstyres?”, er svaret “rigtig, rigtig meget”. Hvis hifi-entusiasten, trods ovenstående advarsel, alligevel skulle være fulgt med så langt som til skæring nr 2, så gætter jeg på at vi nu er sluppet af med ham for good.
En lang tur med forskellige skæve personager langs med Vindinge Å fortælles i en uforglemmelig hymne med trædeorgel og kontrabas. Ak, hvem der kunne få troen tilbage og finde sjælefred langs med Vindinge Å. Det er stor romantik af Waitske dimensioner.
I Savnet er savnet risikerer jeg lidt at anmelde mig selv, for det er et af de spor som på et tidspunkt har ligget på min DAW her i SubVerse-studiet, og jeg har medvirket med forskellige mærkelige blæser- og strygeinstrumenter. Dem ser jeg bort fra her. Sangen er et personligt opgør med Hanses eget ophav, men står også sagtens alene som en gendigtning af folkevisen om Agnete og Havmanden. I 6/8-takt får man næsten lyst til at træde dansen i de lyse nætters bøgeskov som det fortabte, fatale kvindfolk i teksten forsager til fordel for den iltløse havbund. I samme taktrytme kunne man til tider ønske at Hans sang mere for i den fællessang som sangen faktisk kunne være, og med lidt færre af de teatralsk-tøvende fraseringer, for det er virkelig en fin melodi i sig selv.
Årets Sidste Store Parade er vel det nærmeste man kommer på et titelnummer. Som sang betragtet er den en overbevisende uptempo rocker, og produktionsideen er også god. Men den gode sang kommer ikke rigtigt ud af højttalerne. Al den rust, grus og støj som ligger helt rigtigt i de småt anlagte sange, roder i det større udtræk med trommer og elektriske guitarer. Her viser albumkonceptet med andre ord sin svaghed. Det er en god sang, men det havde været godt at få vokalen helt frem i pappet, og få styr på bund og top i en produktion med et lidt mere opmærksomt øre på tightness. Sangen er fed, teknisk er der rum for forbedring.
I December er produktionskonceptet derimod helt rigtigt, for her er vi bare helt alene med Hans og det smukt forstemte klaver. Og det er som det skal være. Konceptet fortsætter lydefrit over i Be, hvor den bærende tremologuitar og trædeorgel komplementeres af noget dissonant ragelse som præcist understøtter sangens skrøbelige besked, et budskab som aldrig har været mere aktuelt: alt vi har for os er at bede om det sidste der er tilbage, mens vi søger ly for stormen under samme tag. Tankerne går til Rafah.
Kendere af Hans Løkke vil vide at han som få evner at beskrive det vidunderlige og vanskelige livsvilkår vi kender som kærlighed. Hvordan den gør godt, og navnlig hvordan den gør ondt. Hvis du nogensinde har stået og spejlet din ensomhed i en vandpyt og set regnen dryppe fra din lomme, så bør du bruge godt ti minutter på Holbæk Overdrev. Gentagelsens kraft er stærk her, og den fine melodi kan sagtens bære den umanerligt lange spilletid som på den måde bærer minder om Dylans uendelige Sad Eyed Lady of the Lowlands.
Brændende Blå er en af de på en gang fineste og mest foruroligende sange Hans har skrevet, for det er her vi mere end nogen andre steder møder de spøgelser som besøger os for at minde om os vores forgængelighed. Jeg foretrækker nok trædeorgel-versionen som ligger på youtube, i forhold til albumversionen. Det er en i bund og grund ufatteligt smuk sang, men i mine ører fungerer den tøvende og lidt vilkårlige overstemme ikke rigtigt. Det vil være Dissing, men bliver det aldrig rigtigt.
Albummet lukker med de tætte observationer af små hverdagssituationer i Balkan Boogie, småfortællinger der tilsammen bliver til “den sang der i os alle er den samme”. Omkvædet er klassisk Hans Løkke, og med det melodiske skifte til en vamp-rundgang rundes værket af i positiv dur – hvilket man ærlig talt også trænger lidt til hen mod slutningen af denne krævende plade.
Det er et helstøbt album, ti sange som hænger tæt sammen, til trods for at de er skrevet på forskellige tidspunkter i historien. Det mest nøjagtige ord jeg kan finde til at beskrive det samlede udtryk må være inderligt. Vi kommer tæt på, og der er ingen som helst grund til ikke at tro fuldt og fast på at her er den ægte vare. Hans undersøger og belyser nogle almene sider af vores menneskelighed som de fleste nok kan genkende, og lyset brydes i det midaldrende bliks prisme: lytteren møder en insisterende alvor, men også en rund mildhed som kun indfinder sig i takt med alderen og det levede liv. Her rundes kanter af tidens tand, som det så afmålt hedder i Brændende Blå.
Jeg har haft fornøjelsen af at spille med Hans i årevis, og jeg har ko-produceret flere af de albums vi har arbejdet på sammen. Hver gang er jeg blevet udfordret på hvordan vi skal få noget “fornuftigt” ud af højttalerne. Den almindelige lydteknikers værktøjskasse slår ligesom ikke helt til, stillet over for Hanses respektløse, skramlende og skøre lydverden. Kætternes Parade er ingen undtagelse. Den sobre producer havde nok haft lidt mere opmærksomhed om egalitet i bunden og lidt omsorg for mikrofonhåndteringen; måske noget fokuseret mastering. Men hvem ved, det kunne måske også have ødelagt det hele? Hvad der end er med det, så er albummet en samling af virkelig gode sange som fortjener et større publikum. Jeg er i bund og grund bare glad for at Kætternes Parade nu findes derude i streaming-land og kan slutte sig til klubben af andre skøre originaler som lukker sig inde i et skur, optager noget upoleret audio og udgiver skidtet. Jeg slutter op, og går hellere end gerne med i paraden.
Kh
Niels
Og så syntes Bente Lund, som jeg spillede med for over 50 år siden (!!!) at det er: rigtig godt.
Den rustne rockdigter rumsterer stadig
Sådan skrev vi sidste år, da vi lavede vores Spotity over årets bedste danske udgivelser for 2021. Omtalen vedrørte albummet ”Tog til Katmandhu” fra Hans Løkke.
5 ’Side 33’ skiver kan man ikke komme uden om at give albummet fra ’den rustne rockdigter’. Her får du råt og usødet et malerisk soundtrack til den historierige virkelighed, der udspiller sig såvel over land og by, og som ofte har både tragedien, lykken, ironien og poesien på bagsædet i den bil, der aldrig helt kan finde vej.
Hele ni album har Hans Løkke fra Køge egnen udgivet via eget selskab Tynde Skiver, siden hans debut i 2001. Tidligere var han en del af det lokalt-legendariske Easter Mountain Cellar Band.
”Tog til Kamandhu” er et seriøst værk, og første album siden 2012. Hans Løkkes første vinyludgivelse er blot udsendt i 150 eksemplarer, og er inklusiv en hele 64 siders booklet, med alle anekdoterne og historierne, der ligger til grund for de 17 sange på albummet, hvoraf 12 (velvalgte) har fundet plads i LP-udgaven i en lidt anden rækkefølge.
LP’en prydes samtidig af den slags forside, der straks gør nysgerrig, og i øvrigt er for farlig til at den kan vises uden censur på Facebook. Gæt selv hvorfor. Et helt fantastisk foto med titlen ”Uvorne skoledrenge” taler for sig selv og mere til!
Trademark for kendere
Hans Løkkes musikalske univers beskrives gerne med kærlige betegnelser som ”garagerock”, ”skrammelrock” og ”lossepladsens husorkester”. Den rustne og til tider teatralske stemme, den tunge crunch af hårdt drevet telecaster og en sjælden lyrisk sensitivitet udgør det efterhånden velkendte trademark for kendere.
Han formår i den grad at rode godt rundt i den musikalske gryde, så han bliver umulig at sætte i bås. Som udgangspunkt er det hele nok rodfæstet i folk og rock, men fortolkningen af blandingsforholdene er frie for sangskriveren, der hele vejen igennem har en betagende og billedskabende pén, der er både krads og kærlig.
Tag bare det næsten 6 minutter lange ”Når den sidste færge går”, der starter nogenlunde der, hvor Johnny Madsen ikke gider mere, og siden foldes ud som psykedelisk støjrock. Bare et af flere opløftende nedslag på et album, der bliver ved med at give, hvis du giver det tid.
Overraskelseseffekten
For præcis et år siden havde Amo Musicam’s medlemsklub CURIOSUM albummet som månedens album. AMO MUSICAM er en lille virtuel pladebutik med base i Odense. Bag AMO MUSICAM står musik – og vinylentusiasten Jakob Nielsen, der som supplement fra januar 2020 startede Amo Musicam Curiosum! Et vinylabonnement for nysgerrige musikelskere, der virkelig sætter pris på overraskelseseffekten. For det man som abonnement betaler for, er at man 10 gange årligt får tilsendt en ny vinyludgivelse – uden at vide noget om hvem artisten er før man modtager den med nærmere info. Der er kun en rød tråd, som Jakob Nielsen udtrykte det i et interview med SIDE 33 sidste år:
”Musikken er ofte af særdeles høj kvalitet og rummer lige så ofte en spændende historie. Hvis det er skørt, skævt, ukendt og/eller fedt, så er det sandsynligt at det hører hjemme hos Amo Musicam og Curisoum”
Der ikke skyggen af tvivl om at “Tog til Katmandhu” derfor var et rette valg til månedens album i Juni 2021.
Ingen ved hvor Løkke skal hen!
”Ingen ved hvor vi skal hen” hedder første skæring på ”Tog til Katmandhu” – og det udsagn holder endnu. Albummet er desværre aldrig rigtigt kommet ud og blevet luftet ordentligt LIVE efter at have været pakket ind i en pandemi i 2021 og i starten af 2022. Men tålmodighed belønnes jo næsten altid, og den 2. September spiller Hans Løkke og band til kulturfest i Faxe Ladeplads. Sæt X i kalenderen, hvis du på de kanter.
Må ha tanker mer end blot en tanke
Må se at få fundet melodien
Blandt alle de tusinder af sange
Må der da være mindst én der er min
Sidder i stuen, stirrer udi mørket
Hvorfor sku jeg gå i seng
Skal vist ikke nogen steder
Ingen ved hvor vi skal hen!
– Fra ‘Ingen ved hvor vi skal hen’
Kære Nysgerrige,
Sommetider fører musikken os de mest mærkværdige steder hen. Nærmest utilsigtet kan vi pludseligt befinde os i situationer, hvor musiske historier og fortællinger folder sig ud og vi opnår en større forståelse af musikken. En oplevelse som er de fleste forundt, hvis man dyrker sin nysgerrighed og er opsøgende. Denne gang bliver vi i Danmark: Sig goddag til Hans Løkke og ‘Tog Til Katmandhu’.
Information om udgivelsen:
Band: Hans Løkke
Titel: Tog Til Katmandhu
Label: Tynde Skiver (eget selskab)
År: 22. april 2021
Oplag: 150 eks.
Troubadourer er ikke en mangelvare i vores lille land og selvom jeg ikke ved om det er sådan Hans Løkke betragter sig selv, så er han i høj grad en “storyteller” i ordets mest bogstavelige forstand. Det havde jeg fornøjelsen af at opleve, da jeg drog til Køge for at hente udgivelserne til jer, en lun dag i maj. Vi havde på forhånd aftalt, at vi kunne drikke en kop kaffe mens jeg kunne stille ham de vanlige interview-spørgsmål som jeg plejer, for at kunne skrive månedens præsentation. Derfor blev jeg noget overrasket da jeg landede på Køge station og Hans afhentede mig i sin veteranbil! Jeg plantede mig på passagersædet i den flotte Jaguar XJ6 (årg. 1975) og spurgte med min velpudsede, fynske accent om han havde en ide til hvor vi skulle have føromtalte kop kaffe. Svaret var, at vi hentede kaffe på tankstationen og kørte en tur ud i landskabet, for det er dér hele fortællingen udspiller sig. Herfra tog historierne fart: I området omkring Køge og Herfølge, hvor Hans er vokset op, kørte vi rundt til specifikke steder, som har været inspiration til numrene og fortællingerne. Først og fremmest fortællingen om Valter, men også hans bror, piraten Kaj og Sus, som er Valter’s ulykkelige kærlighed. Videre kan nævnes de tvivlsomme personager Sørøver Finn, Skipper Bent, Rugbrød og Joken.
De fiktive karakterer danner rammen om en fortælling om misbrug, smålighed, kærlighed, triste skæbner, jagten efter lykke og sin “egen sang”. Historierne er grundigt beskrevet i bogen, som følger med pladen. Heri kan man læse en lille historie som optakt til hvert nummer. Et rigtig fint og fyldestgørende supplement, til at kunne opnå forståelse af musikken og de sungne tekster. Hvis du nu tror at du skal igang med en række fortællinger, akkompagneret af akustisk guitar og mundharmonika, så kan du godt tro om igen: ‘Tog Til Katmandhu’ favner genremæssigt, en stor del af paletten og trækker lytteren rundt i stille folk-ballader og rockede numre som til tider bliver små-psykedeliske i deres udtryk.
Bemærk: for at få det fulde udbytte af bogen skal albummet streames, da der ikke var plads til alle numre på én plade.
Go’ lytning og forbliv nysgerrig!
Med venlig hilsen
Jakob Nielsen
Amo Musicam
Tog til Katmandhu valgt på årets album liste af “Side 33”
HANS LØKKE – “Tog til Katmandhu” – Genre : Roots/storyteller
“Midtsjælland har en ‘hemmelig’ historiefortæller, der med personlighed følger samme musikalske spor som Allan Olsen og Johnny Madsen”
Her er link artiklen
‘Årets bedste danske COVER 2021’
Mænd og kvinder i alle aldersgrupper har igen i år støttet musikken på bedst mulig vis ved at købe album, som et fysisk produkt.
At spinne vinyl er igen blevet en del af en livsstil. En bæredygtig livsværdi.
Desværre har alverdens ulykker gjort at hele vinyl produktionen i Europa generelt i 2021 har været kraftigt forsinket.
Heldigvis er det dog alligevel lykkedes at få udsendt masser af langtidsholdbare udgivelser på vinyl, så nysgerrige pladesamlere har kunne få sig den uomtvistelige helhedsoplevelse, det er at indtage musikken på den vis.
Ikke mindst når der er lavet et godt cover og en inkluderende og informativ booklet.
Det er der mange skønne eksempler på i år, men en hjemlig udgivelse tager alligevel klart prisen.
For ikke nok med at Hans Løkke – der hvis navnet ikke lige klinger på øregangen – bedst kan beskrives som en uortodoks Sjællandsk udgave af Allan Olsen – har lavet et brag af et roots/rock album med “Tog til Katmandhu”, så har han også leveret årets mest opsigtsvækkende cover og en berigende booklet.
Coveret taler med sin charmerende politisk ukorrekte billede af tre rygende folkeskoledrenge næsten for sig selv, men i tilgift får du 64 siders booklet om med historier og baggrunde for enkelte sange på albummet samt alle tekster. LP udgaven indeholder 12 numre, mens der er 17 digitalt.
Ikke noget at sige til at den innovative og evigt nysgerrige pladeklub Amo Musicam havde den som månedens plade, da den udkom i sommers.
Er du til originale og småskæve storytellers med rustik kant og karakter, så er dette album et absolut must.
Og er du ikke det, så køb den alligevel hvis du vil ‘bare’ vil have ‘Årets bedste cover’ i din samling.
Hans udgiver en vaskeægte vinylplade
Den følelse bliver ikke mindre, når man selv har indspillet pladen og fået den udgivet, og det kan man i den grad se på Hans Løkke, når han stolt hiver »Tog til Katmandhu« frem fra tasken.
– Altså nu er jeg jo vokset op med plader, og lyden kan noget specielt, men det er ren forfængelighed at udgive sin musik på vinyl, og det var så fedt at pakke den ud første gang, fortæller Hans Løkke, der er alt andet end ny indenfor musikudgivelser og sangskrivning.
Hans Løkke begyndte at lave musik som ni-årig, da hans hund døde
– Jeg satte mig foran klaveret og spillede, og mine forældre hørte musikken og blev enige om, at jeg spillede om vores hund, for der var godt nok mol i den. Der fandt jeg ud af, at det giver ekstra chokolade om søndagen, hvis man laver musik, men det var nu nok mest energien og overraskelsen fra mine forældre, der gjorde, at jeg kunne mærke, at jeg havde fat i noget af det rigtige, siger Hans Løkke, der blev bidt af musikken og i mange år faktisk var overbevist om, at hans fremtid lå på en musikscene.
– Jeg begyndte at læse til lærer som 26-årig, men selvom jeg var i gang med en uddannelse, så var jeg stadig overbevist om, at jeg skulle være rockstjerne. Da jeg blev færdig, svor jeg, at jeg aldrig skulle arbejde som lærer, men tre dage efter uddannelsen sluttede blev jeg ringet op om et job på Hørsholm Lilleskole, og jeg tænkte »pis!«, men der var jo ingen penge, hvis man sagde nej til jobbet, fortæller han.
Hans Løkke blev dog også rigtig glad for lærergerningen – et erhverv som han har haft siden, men der har altid været plads til musikken.
De seneste 15 år har han arbejdet på Faxehus Efterskole, men der er også blevet lavet en del musik ved siden af.
– Jeg har altid udgivet musik – det meste godt nok fra hjemmebrænderiet, og der har altid været konceptmusik iblandt. Når jeg skriver musik er der nogle personer eller nogle historier, der går igen i klumper af 5-6 sange, og da jeg for nogle år siden lavede en opsamling, så lagde jeg mærke til, at der pludselig var en klump på 12-15 sange, hvor personerne gik igen, siger han og fortsætter:
– Valter, hans storebror og Sørøver-Finn, som man kan se på forsiden blev ligesom ved med at dukke op i mine sange, og i nogle af sangene, var de pludselig blevet 20 år ældre, og jeg kunne begynde at stykke en historie sammen, fortæller Hans Løkke, der ikke lægger skjul på, at der er noget selvbiografisk over historien.
– Valter er mig, men han er nok mere karikeret, hvor hans bedste ven Sørøver-Finn, der er min bassist og bedste ven fra skoletiden er mere en til en, fortæller han.
Hans Løkke er musikalsk inspireret af folk som Bruce Springsteen, Tom Waits og Bob Dylan, men også CV Jørgensen og Povl Dissing er repræsenteret – specielt i teksterne, og det kan man høre.
– Der er nogle af sangene, der er så rockede, at de fleste nok vil tro, at deres anlæg er gået i stykker, men der er også numre, der er helt Lo-Fi med en cello og en guitar, siger han og fortsætter:
– Det hele starter med teksten. For mig er al sangskrivning terapeutisk, og for mig er det derfor også vigtigt, at ordene smager rigtigt. Når man skriver sange, må man alt, og hvis der er noget, man mangler at sige, så må man gerne lægge en linje ind og tilføje en basgang mere, siger han.
Man kan købe pladen på hansløkke.dk, og så får man 12 sange, der dog er valgt ud fra musikkens sammensætning, men hvis man finder »Tog til Katmandhu« på Spotify, kan man lytte til hele historien på 17 sange i kronologisk rækkefølge.
Usædvanlig udgivelse: et lokalt konceptalbum
Haslev Posten – 28. april 2021
Musik: Hans Løkke, der bor på Brandskov ved Faxe Ladeplads, har netop udgivet noget så sjældent som et konceptalbum – et album med en samlet historie.
„Tog til Katmandhu” hedder albummet som kan købes som cd, lyttes til på streamingtjenester og oven i løbet findes det også som vinylplade.
Altsammen kan købes via hjemmesiden hansløkke.dk og i Superbrugsen i Faxe Ladeplads. Prisen er helt utrolig. Ved at betale 200 kr. – ja, tohundrede – får man cd’en, vinylpladen og en bog på 64 sider, hvor man får fortællingen om de tre drenge Kaj, Sørøver-Finn og Valter.
Og det er netop de tre drenge konceptalbummet handler om. Tre drenge, tre skæbner, stofmisbrug – og det at komme på rette spor igen.
Hans Løkke er født og opvokset i Herfølge, men er gennem hele barndommen kommet meget hos sin mors familie i Vallebo – og siden 2013 har han boet i Faxe Ladeplads – og arbejdet på Faxehus Efterskole.
I flere år var han efterskolens musiklærer, men de senere år har hans virke mest bestået af inklusion og trivsel på Faxehus Efterskole.
Mini-klaver fra Polen
Da Hans Løkke var en lille dreng tog familien på campingferie i Polen – et ikke helt almindeligt ferieland dengang. På en ferie fik Hans og hans bror lov til at vælge lige hvad de havde lyst til i en legetøjsbutik, for tingene kostede ingenting i Polen.
Storebror valgte et kæmpestort ishockeyspil, men Hans valgte et lillebitte klaver. Det forstod hans mor slet ikke. Hvorfor vælge det mindste og det billigste?
Ja, det er vel det man kalder et godt spørgsmål, men lille Hans på fem år, havde altså lyst til at spille musik, selv om resten af familien var helt tonedøve, som han udtrykker det.
Men det var altså musikken der havde hans store interesse, og det fandt hans forældre hurtigt ud af, så Hans lærte at spille på stort set alle instrumenter, og fik også undervisning i klassisk klaverspil – og sine konfirmationspenge brugte han til at købe en el-guitar.
Og lige siden har den stået på rockmusik, og „Tog til Katmandhu” er da også en rockplade. Stille rock og larmende rock.
I sine unge dage spillede Hans Løkken i det legendariske Køgeband „Easter Mountain Cellar Band” der turnerede i hele Danmark – ja sågar også på Færøerne.
Det blev dog ikke musikken Hans fik som sin levevej. Det blev lærergerningen, og de seneste mange år altså på Faxehus Efterskole i Faxe Ladeplads.
Men musikken har altså været en fast følgesvend lige siden købet af mini-klaveret i Polen, og et par udgivelser er det også blevet til. I 2012 udgav han „Skøre kugle”.
På „Tog til Katmandhu” er det Hans Løkke der synger og spiller guitar. Øvrige medvirkende på pladen er Niels Møller (guitar), Michael Hansen (bas) og Bjarne Christensen (trommer).
Veteranbiler
Selv om musikken fylder en meget stor del af Hans Løkkes fritid, så har han også en anden stor interesse – veteranbiler.
Man kan sommetider møde ham i en Volvo fra 1961. En bil der nærmest ligner en skrotbunke. Og kalder man den det, så bliver Hans slet ikke fornærmet. For det er meningen at den skal se sådan ud. Og det snyder da også lidt, for alt fungerer som det skal, og Volvoen er helt sikker at køre rundt i.
Lidt flottere er de andre veteranbilen, selv om alle er biler man godt må kunne se har mange år på bagen. De skal ikke ligne en bil der lige er kørt ud fra fabrikken.
Ved bopælen står der, foruden Volvoen, en Mercedes 280 SLT fra 1976 og en Jaguar XJ6 fra 1975 – og i en garage et andet sted, står der en Jaguar Marc 10 fra 1964. Den er ikke klar til vejene endnu, men Hans arbejder på at få den ud at rulle igen.
Du kan lytte til „Tog til Katmandhu” på Spotify og Itunes, og vil du købe den, så foregår det via hansløkke.dk – og for kun 200 kr. får du både en bog, en cd og en rigtig vinylplade.
Af Torkild Svane Kraft
Anmeldelse fra guitarist, sangskriver, forfatter og shaman B. Joe 
Thursday, April 22, 2021 at 9 PM UTC+02 – 10 PM UTC+02
Følg festlighederne fra Lars Tyndskids Mark direkte, med et stort anlagt show med gæster, konkurrencer og mange andre overraskelser. Vind bl.a. en bil, retten til at knække en plade og få en kop kaf’ å no’e kawe.