Tog til Katmandhu er en rusten og skramlende fortælling i 17 sange. På et bagtæppe af måneoplyste, østsjællandske landskaber og mørkebrune bodegaer i sidste halvdel af det tyvende århundrede, rollebesat med forhutlede småsvindlere og troløse glædespiger, og fortalt skiftevis i rå, forknyt sanddruhed og i skingre, hallucinerende drømmesyn, følger vi personernes ujævne livsbaner i mod- og sidevind frem mod den endelige udfrielse i kærligheden. Turen går fra underbelyste stevnske landeveje over spirituel søgen i det gådefulde fjerne østen – og tilbage igen, hele vejen ned, og vel til sidst op igen?
De 17 numre spilles sammenbidt naivt på kontrabas, harmonika, ubehersket guitar og forskelligt henliggende storskrald.
Fortællingen medfølger i 64 siders illustreret booklet.