Blæst
Jeg går med en kraftig susen fra trætoppenes kroner
Der ranglede blafrer mod den stride januarvind
Træerne står som var de skeletter
Der højlydt og stolt deres historier beretter
Grene der i kor synger vintervindstoner
At kampen er lang og hård ganske som den i mit sind
Men kæmpes det skal den til skyerne letter
Og blafrer imod den stride januarvind
Jeg går her nu i tavshed føler mig tæt og tro
Talt ind i en stilhed der giver ordene hvil
Vinden den blander vores åndedræt
Fører os sammen til et flygtigt portræt
Liv der forsoner sig og falder til ro
Gennem afmagtens vrede, tårer og forstående smil
Trygge hænder mødes, varmer, sammenfletter
Talt ind i en stilhed der giver ordene hvil
Vi har talt om alt det der strider os fra hinanden
Søgt hvor det nager helt dybet i vores bryst
Hvad der gjorde de tunge dage
Og der i natten stod der tilbage
Så et tæppe over stolen kunne blive til selve fanden
Hvor vi stod der helt alene så mens skibet lå fra kyst
Der er i os selv at vi finder sammen
Det er i os selv at vi vil forsage
Trængsel
Har spærret mig selv i en celle
Selv trukket celledøren til
Så jeg kan styre og fortælle
Kun det jeg kan bære og vil
Nøglen har jeg gemt i et rum
Jeg ik’ længere ved hvor er
Tankemylder gør mig så stum
At der ingen vej ud er til jer
Her sårer jeg dem jeg elsker
At de helt må vende sig væk
Og kan jeg så regne med mennesker
Jeg har påført så mange knæk
I de mange rifter og sår
I arrene der spærrer mit sind
Intet stærkt levende når
I dybet at trænge herind
Her kan jeg trods min trængsel
Selv styre at træde en sti
Der er dog så trangt i mit fængsel
At jeg foretrak helst at være fri
Skulle døren en dag tvinges op
Af frihedens bidende vind
Vil jeg ikke flytte min krop
Når jeg ikke er fri i mit sind
Her er jeg fri for det ansvar
Vi alene bær i os selv
Der venter det til jeg er klar
Til når jeg må sige farvel
Den dag vil jeg knuges og tynges
Af skylden og skammens dødsvægt
Ej høre at livet besynges
Når levedes hult og fordækt
Vintertåge
Er det uglen jeg hører der tuder
Eller en skibbrud der søger havn
Er det mit hjerte for livet der luder
Helt ensom skønt tæt i din favn
Mine ører der ikke vil høre
Dig kærligt hviske mit navn
Min sjæl der har stænget sine døre
For alene at sanse mit savn
Er det uglen jeg hører der tuder
Hvem vandrer om i her tågen
Hvad er den skygge jeg kan se
Vil godt vide om jeg er vågen
Over skulderen har han en le
Han be’r mig at lade mig føre
Står der banker hårdt på min dør
Jeg lader som jeg intet hører
Han har trods alt været her før
Hvem vandrer om her i tågen
Er det dagen der sindrigt vil komme
Og listende kaste sit lys
Sprede på lykke og fromme
I grams både glæde og kys
Eller er det i himmelbuens spænding
Et skærende flakkende lyn
Der sender håbet til tælling
Før mørket igen lægger sig over byen
Er det dagen der sindrigt vil komme
Er det nattens mørke der hvisker
At i dybet et sted er mit hjem
At hvis jeg uophørligt pisker
Vil smerten snart lede mig frem
Til hvor jeg bag al verdens galskab
I en skønhed så skøn den er grim
Kan være i ét med mit tab
Og evne både at tilgi’ og glemme
Er det nattens mørke der hvisker
Fødsel
Når skyggerne bliver lange, solsorten sidder tyst
Og ordene du hvisker damper fra dit bryst
Står i åndens tåger der hastigt sejler bort
En lykkestund så flygtig som dagen den er kort
En lykkestund så flygtig som dagen den er kort
Kunne jeg fange glæden og ha den i min pung
Som en renters rente fra dengang jeg var ung
Ville jeg lige nu formøble hver en lykkemønt
Så det ikke bliver for sent og glæden står til pynt
Så det ikke bliver for sent og glæden står til pynt
For intet er mere trist end tårer tørret ind
I hudens rynkefuger der løber af din kind
Når du i rusten græder med stemmens hæse brum
Og grådens lyd er stille, aldrende og stum
Og grådens lyd er stille, aldrende og stum
Jeg gemte på et solstrejf fra vårens første lys
Hvor kvindens klare latter fór i mig med sit kys
Jeg gemte det i lommen til vinteren blev streng
Men fandt det mørkt og tavst da jeg tog det frem
Men fandt det mørkt og tavst da jeg tog det frem
Besmyk dig med det lyse, gør dig evigt ung
At ingen byrde knækker og viser sig for tung
Alt det kan du bære både hvad du vil og må
Hvad du klart opfatter og slet ikke kan forstå
Hvad du klart opfatter og slet ikke kan forstå
Glæden er i nuet, i det næste åndedrag
Og vil kun frit belives af hjertets dunkle slag
Du hvisker mig i kulden af dit hjertes suk
Fra den første fødsel og til det allersidste suk
Fra den første fødsel og til det allersidste suk