Kættersk på den fede måde

En personlig anmeldelse Af Niels Møller
Hans Løkke: Kætternes Parade
Album, maj 2024

Hej, du gamle.
Tak for et herligt lyt på Kætternes Parade. Her en slags anmeldelse, som tager opgaven med at give ærlig kritik (som du har bedt om) alvorligt. “En slags” fordi du jo også er min ven, og derfor skal jeg ikke lade som om det er en upersonlig kritik. Det betyder også at det bør stå helt klart fra begyndelsen at jeg som bekendt er fortrolig med referencerne til Waits, Dylan, C. V. og Dissing. Det er konteksten, og jeg deler som bekendt din kærlighed til disse giganter. Anmeldelsen skal forstås som en kommentar til noget der ligger inden for de traditioner, med selvfølgelig opmærksomhed om de særlige Løkkeske unika som du med finurlighed, humor og vemod disker op med. Så for at det nu skal lyde som en anmeldelse som faktisk retter sig udad mod offentligheden, skifter jeg omtalen af dig som sanger og sangskriver fra 2. til 3. person.

Og så er det nok lige på sin plads at starte med en disclaimer til læseren. Hvis du er, eller aspirerer til, at blive medlem af Hifi-klubben fordi du, for eksempel, går entusiastisk op i forholdet mellem signal og støj, eller fordi du måske er pernittengrynet optaget af at minimere signaltabet i kablerne mellem din (sikkert meget dyre) stereoforstærker og dine (nok også meget dyre) højttalere; så vil jeg råde dig til at gå i en stor bue uden om Hans Løkkes nye album, Kætternes Parade, som fra i dag er tilgængelig på alle streamingtjenester. Her er en tvivlsom signal/støj-ratio en dyd, og Kætternes Parade kommer næppe til at være det album du lige hiver frem for at overbevise dine gæster om kvaliteten af dit hifi grej.

Kætternes Parade er rusten, lofi og sensibel, og, i det fleste tilfælde, et levende eksempel på at less is more. Sangene fremstår i hovedsagen minimalistiske og rudimentære, og dermed lægger pladen afstand til de noget større armbevægelser på forgængeren Tog til Kathmandhu (2021). Klicheen “hudløs” er faktisk ikke en kliche her: det er ikke en smertefri lytteoplevelse, og lytteren risikerer at pådrage sig sjælelig asfalt-eksem. Det er dog værd at tage med.

Albummet føjer sig til en rig tradition hvor sangskrivere trækker sig tilbage fra verden og isolerer sig med en mikrofon og et rudimentært audio-setup. For mig rummer den tradition klassikere som mit yndlings Springsteen-album Nebraska (1982), Bon Ivers For Emma, Forever Ago (2007), og selvfølgelig McCartneys selvbetitlede post-Abbey Road statement McCartney (1970). I den tradition må man forvente upolerede gulvbrædder og de deraf forventelige splinter i tæerne, og det findes der da også rigeligt af på Kætternes Parade, på både godt og ondt. Nogle af dem hjælper lytterens ører til at komme tættere på dybden i de fine sange. Der er også nogle af dem som kommer til at stå lidt i vejen.

Kætternes Parade åbner med ørehængeren Inuit. Domineret af shamanistiske trommer og åndesange i kombination med det frygtløse, dissonante trædeorgel, er den ikke til at komme udenom som den skramler veloplagt og højrøstet ud over indlandsisen. En oplagt lead single.

En stærk kandidat til at være mit yndlingsnummer på pladen er I dag er det i morgen jeg gik og var så bekymret for i går. De ni minutter og syvogtredive minutter som sangen spiller, er ikke et sekund for meget, om ikke af andre grunde, så bare fordi det her lykkes Hans at finde ikke mindre end 25 rim på “i går” (i rækkefølge: hår, år, forstår, forgår, består, dåre, forestår, formår, hvornår, potteskår, sabbatår, skydeskår, banesår, sommerhår, pudevår, Vingegaard, kår, sår, lår, når, står, vår, genopstår, misforstår, kaffetår). Det er sådan noget sangskrivere kan nørde pænt meget over. Der er dog mange andre grunde. Produktionen er minimalistisk med en gennemgående kontrabas over et lofi beat loop, krydret med små mærkelige indslag af elektrisk guitar og en umisforståelig demonstration af hvor meget et trædeorgel faktisk kan overstyres. Til den læser som spørger, “jamen, hvor meget kan det da overstyres?”, er svaret “rigtig, rigtig meget”. Hvis hifi-entusiasten, trods ovenstående advarsel, alligevel skulle være fulgt med så langt som til skæring nr 2, så gætter jeg på at vi nu er sluppet af med ham for good.

En lang tur med forskellige skæve personager langs med Vindinge Å fortælles i en uforglemmelig hymne med trædeorgel og kontrabas. Ak, hvem der kunne få troen tilbage og finde sjælefred langs med Vindinge Å. Det er stor romantik af Waitske dimensioner.

I Savnet er savnet risikerer jeg lidt at anmelde mig selv, for det er et af de spor som på et tidspunkt har ligget på min DAW her i SubVerse-studiet, og jeg har medvirket med forskellige mærkelige blæser- og strygeinstrumenter. Dem ser jeg bort fra her. Sangen er et personligt opgør med Hanses eget ophav, men står også sagtens alene som en gendigtning af folkevisen om Agnete og Havmanden. I 6/8-takt får man næsten lyst til at træde dansen i de lyse nætters bøgeskov som det fortabte, fatale kvindfolk i teksten forsager til fordel for den iltløse havbund. I samme taktrytme kunne man til tider ønske at Hans sang mere for i den fællessang som sangen faktisk kunne være, og med lidt færre af de teatralsk-tøvende fraseringer, for det er virkelig en fin melodi i sig selv.

Årets Sidste Store Parade er vel det nærmeste man kommer på et titelnummer. Som sang betragtet er den en overbevisende uptempo rocker, og produktionsideen er også god. Men den gode sang kommer ikke rigtigt ud af højttalerne. Al den rust, grus og støj som ligger helt rigtigt i de småt anlagte sange, roder i det større udtræk med trommer og elektriske guitarer. Her viser albumkonceptet med andre ord sin svaghed. Det er en god sang, men det havde været godt at få vokalen helt frem i pappet, og få styr på bund og top i en produktion med et lidt mere opmærksomt øre på tightness. Sangen er fed, teknisk er der rum for forbedring.

I December er produktionskonceptet derimod helt rigtigt, for her er vi bare helt alene med Hans og det smukt forstemte klaver. Og det er som det skal være. Konceptet fortsætter lydefrit over i Be, hvor den bærende tremologuitar og trædeorgel komplementeres af noget dissonant ragelse som præcist understøtter sangens skrøbelige besked, et budskab som aldrig har været mere aktuelt: alt vi har for os er at bede om det sidste der er tilbage, mens vi søger ly for stormen under samme tag. Tankerne går til Rafah.

Kendere af Hans Løkke vil vide at han som få evner at beskrive det vidunderlige og vanskelige livsvilkår vi kender som kærlighed. Hvordan den gør godt, og navnlig hvordan den gør ondt. Hvis du nogensinde har stået og spejlet din ensomhed i en vandpyt og set regnen dryppe fra din lomme, så bør du bruge godt ti minutter på Holbæk Overdrev. Gentagelsens kraft er stærk her, og den fine melodi kan sagtens bære den umanerligt lange spilletid som på den måde bærer minder om Dylans uendelige Sad Eyed Lady of the Lowlands.

Brændende Blå er en af de på en gang fineste og mest foruroligende sange Hans har skrevet, for det er her vi mere end nogen andre steder møder de spøgelser som besøger os for at minde om os vores forgængelighed. Jeg foretrækker nok trædeorgel-versionen som ligger på youtube, i forhold til albumversionen. Det er en i bund og grund ufatteligt smuk sang, men i mine ører fungerer den tøvende og lidt vilkårlige overstemme ikke rigtigt. Det vil være Dissing, men bliver det aldrig rigtigt.

Albummet lukker med de tætte observationer af små hverdagssituationer i Balkan Boogie, småfortællinger der tilsammen bliver til “den sang der i os alle er den samme”. Omkvædet er klassisk Hans Løkke, og med det melodiske skifte til en vamp-rundgang rundes værket af i positiv dur – hvilket man ærlig talt også trænger lidt til hen mod slutningen af denne krævende plade.

Det er et helstøbt album, ti sange som hænger tæt sammen, til trods for at de er skrevet på forskellige tidspunkter i historien. Det mest nøjagtige ord jeg kan finde til at beskrive det samlede udtryk må være inderligt. Vi kommer tæt på, og der er ingen som helst grund til ikke at tro fuldt og fast på at her er den ægte vare. Hans undersøger og belyser nogle almene sider af vores menneskelighed som de fleste nok kan genkende, og lyset brydes i det midaldrende bliks prisme: lytteren møder en insisterende alvor, men også en rund mildhed som kun indfinder sig i takt med alderen og det levede liv. Her rundes kanter af tidens tand, som det så afmålt hedder i Brændende Blå.

Jeg har haft fornøjelsen af at spille med Hans i årevis, og jeg har ko-produceret flere af de albums vi har arbejdet på sammen. Hver gang er jeg blevet udfordret på hvordan vi skal få noget “fornuftigt” ud af højttalerne. Den almindelige lydteknikers værktøjskasse slår ligesom ikke helt til, stillet over for Hanses respektløse, skramlende og skøre lydverden. Kætternes Parade er ingen undtagelse. Den sobre producer havde nok haft lidt mere opmærksomhed om egalitet i bunden og lidt omsorg for mikrofonhåndteringen; måske noget fokuseret mastering. Men hvem ved, det kunne måske også have ødelagt det hele? Hvad der end er med det, så er albummet en samling af virkelig gode sange som fortjener et større publikum. Jeg er i bund og grund bare glad for at Kætternes Parade nu findes derude i streaming-land og kan slutte sig til klubben af andre skøre originaler som lukker sig inde i et skur, optager noget upoleret audio og udgiver skidtet. Jeg slutter op, og går hellere end gerne med i paraden.

Kh
Niels